Dit gemmested

Tilbagevendende barndomserindring om at have oceaner af tid, som man selv skulle finde på noget at putte i. Om at benytte lejligheden til at forsvinde ud af rækkevidde til et sted med høje træer – et regnfuldt og melankolsk billede

 

Langs et mørkt og støvet hegn

Som ingen vegne går

Der gik du hen, når dit trætte sind

Sku’ finde fred – dit gemmested

 

Og du kom der særlig tit

Når det skyed’ til

Mens regnen faldt, ku’ du være ét med alt

Og glemme din tvivl om, hvad vej du vil

 

Mon du søger stadigvæk

Mod de mørke træ’r

Under de sorte vingers ro

Lader du håbet og drømmene bo

Der kan de hvile i fred

Dit gemmested

 

Dit gemmested

⇐ Tilbage