Skæbne

Mange af vores yndlings-citater har en lidt uklar oprindelse; men derfor kan de jo være gode nok. Søren Kierkegaard har muligvis engang sagt: ”At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet.” I sangen her får talemåden liv gennem et par mennesker, der tydeligvis trækker i hver sin retning

 

Hun ønsked’ sig en tur på mælkevej’n

På bare tæ’r i måneskin

Han stranded’ i en ventesal i regn

Fik aldrig købt billetten

 

Hun kigger ud og ser et stjerneskud

Han kigger ind og ser sin skæbne

 

Hun tænkte sig ud på det dybe vand

Med spændte sejl og bølgesprøjt

Han strander som en flyvefisk på land

Hvad nytter det at stræbe

 

Hun kigger ud og ser et stjerneskud

Han kigger ind og ser sin skæbne

 

Men selv om du går gennem ild og vand

Så bli’r jorden engang til luft

Og tiden så kold at blodet helt størkner

Hvis du aldrig fik den brugt

 

Hun kigger ud og ser et stjerneskud

Han kigger op og ser at skæbnen ler, og at stjernerne bli’r fler’

⇐ Tilbage