Under himlen

Et forsøg på at udtrykke den ydmyghed, der kan gribe en, når man konfronteres med historiens vingesus – her under en rejse gennem Sydvest-England forbi Stonehenge og over lyngbakkerne med de vilde heste på Dartmoor

 

Gennem dybe dale

Langs med stejle træer

Fik vi lov at svæve frit

Under himlen

 

Hvis græsset kunne tale

Om dem, der vandred’ her

Og vi ku’ lægge øret til

Tro hvad tanken ser

Og følge deres skridt

 

Vi bor i trange huse

Og skærmer os bag sten

Men med en stadig længsel ud

Under himlen

 

De fik kun vindens susen

Gennem marv og ben

Og blev det svært at finde frem

Fulgte trofast én

Med samme iltre blod

⇐ Tilbage